Tip en venPrint
 

1000 års historie

Roskilde Domkirkes særlige berømmelse skyldes uden tvivl, at den siden 1400-årene har været kongeslægtens foretrukne gravkirke, og derfor præges kirken ikke mindst af de fire store kapeller der, sammen med koret og begravelsespladsen fra 1985, rummer begravelser for 21 konger og 18 dronninger. 


Christian I's kapel

Det første kapel, de besøgende møder, er Christian I's kapel, der blev opført i 1460erne, og som oprindelig kaldtes Helligtrekongers kapel.

Kongens formål med kapellet var at gøre det til samlingssted for en ridderorden, han indstiftede i virkeligheden begyndelsen til den berømte Elefantorden.Både Christian den 1. selv (1426-1481) og hans dronning Dorothea (ca. 1430-1496) blev gravsat under gulvet, og et par prunkløse sten fra nyere tid markerer gravene. Åbenbart opfattede kongeparret selve kapellet som deres egentlige monument.

I dag præges rummet af to vældige monumenter i renæssancestil nærmest udformet som klassiske templer, der vogtes af drabanter i romerske dragter. Det ældste er rejst over Christian III. (1503-1559) og hans dronning Dorothea (1511-1571); men det er kun kongen selv, der i skikkelse af alabasterfigurer pryder monumentet. På låget hviler han i fuld rustning; på baldakinen knæler han i bøn.

Dette gravmæle blev udført hos den berømte billedhugger Cornelis Floris i Antwerpen i årene 1574-75 og anses for et af de mest fuldkomne værker, der er overleveret fra renæssancen i Danmark.

Ved siden af Christian IIIs monument står mindesmærket for sønnen Frederik II (1534-1588) og dronning Sofie (1557-1631). Mesteren var Gert van Egen, der arbejdede på monumentet i årene 1594-98, og han har i hovedsagen ladet sig nøje med at kopiere faderens gravmæle.

Originale og interessante er dog de relieffer på monumentets sider, der skildrer scener fra kongens felttog mod Ditmarsken i 1559 og fra Den nordiske syvårskrig (1563-70.) Blandt de mange detaljer ser man soldater rykke frem til slag i datidens karakteristiske slagorden, det vil sige pikenerer med lange lanser i midten og musketerer med bøsser udenom, samt belejringer af de tre vigtige fæstninger Bohus, Akershus og Varberg.

De to store gravmæler er tomme, idet både Christian III og Frederik II såvel som deres dronninger ligger i kister i lave krypter under gulvet.

I middelalderen rummede kapellet foruden et højalter fire sidealtre for blandt andre St. Anna og St. Johannes, men de blev alle fjernet ved reformationen.

Samtidig blev kalkmalerierne malet over, men dem har man dog kunnet fremdrage igen, og de giver stadig et levende indtryk af et kirkerum i den sene middelalder. Påfaldende er de cirkler med indtegnede kors som ses flere steder, og som bryder ind i billederne. 

Det er såkaldte indvielseskors malet på de steder, hvor præsten ved kapellets indvielse i 1462 stænkede vievand. Oppe i hvælvingerne ses blandt andet Kristus som verdensdommeren. På hans venstre side knæler Johannes Døberen, på hans højre side jomfru Maria, der blotter sit bryst, idet hun minder sin søn om, at han har diet ved hendes barm, og at han for hendes skyld må være barmhjertig og vise menneskene nåde.

Man finder også en korsfæstelsesscene og – som en slags modvægt mod disse højtidelige scener – musicerende engle med basun, lut og harpe ja endog en komisk nar, der spiller på fløjte og slår tamburin. 

Væggene er et mylder af billeder. Helt uden for den bibelske motivkreds falder de to våbenskjolde på østvæggene ud for Christian I's og dronning Dorotheas grave. Man genkender træk fra det danske rigsvåben tre løver, tre kroner osv. men i kongens våben er indsat to fligede nældeblade, der kendetegner ham som hertug af Holsten, mens Dorothea blandt andet har den brandenburgske ørn, idet hun var fyrstedatter fra Brandenburg. 

Den største samlede komposition er en Golgathavandring, hvor Kristus bærer sit kors ud af Jerusalems byport. Som det er almindeligt i de gotiske kalkmalerier, er de fleste figurer iført dragter fra samtiden.

Herudover er der afbildninger af en halv snes helgener et vidnesbyrd om senmiddelalderens næsten sværmeriske helgendyrkelske. Man finder St. Christophorus, der bærer den lille Jesus på sine skuldre, den panserklædte St. Jørgen, der jager sin lanse i gabet på dragen, og St. Eramus eller Elmo, der var biskop i Antiokia omkring år 300, og som naturligvis er i fuldt bispeskrud.

De Hellige tre Konger, til hvem kapellet var indviet, er der også. Meget festlig er Balthasar her en 1400 tals laps, der med hånden i siden skridter ud på højklampede snabelsko.

Kapellets mest mærkværdige stykke inventar er uden tvivl den såkaldte kongesøjle. Den er omtrent 300 år ældre end selve bygningen og udført i granit, hvor kirkens piller ellers er muret op i mursten. På søjlen findes indhuggede og malede mærker, som viser at mange regenter – både danske og udenlandske har ladet sig måle op ad søjlen, så deres højde kunne afsættes. 

Christian I's helt overmenneskelige mål må dog bero på en teknisk fejl; nok var han høj, men ikke så høj. Det ses, at zar Peter den Store af Rusland, der besøgte Danmark i 1716, ragede et hoved op over de fleste, mens kong Chulalongkorn af Siam (Thailand), der blev målt under et statsbesøg i 1907, var temmelig lille.


Frederik V's kapel 

Fra Christian I's kapel går man gennem sideskibet hen til Frederik V's kapel, påbegyndt i 1774 og først afsluttet i 1825.

To berømte arkitekter stod for opførelsen, nemlig C.F. Harsdorff og C.F. Hansen. Harsdorff indførte den rene nyklassicisme i Danmark, det vil sige en genoplivelse af den klassiske græske stil, og dette kapel er vel i sin blændende hvidhed og strenghed hans mest fuldendte værk.

Frederik V. (1723-1766) hviler i en storslået sarkofag udført af 1700-årenes største danske billedhugger J. Wiedewelt i årene 1771-88 ved kapellets gavl, og skråt overfor ham finder man C.F. Stanleys sarkofag for dronning Lovise (1724-1796), mens kongens anden hustru, Juliane Marie (1729-1796), fik en fløjlsbetrukket kiste.

Frederik V's forældre, Christian VI (1699-1746) og Sofie Magdalene (1700-1770), er bisat i de to siderum, og bygningen var beregnet til fem grave i alt.

Men Danmark blev et fattigt land under Englænderkrigen 1807-14. Der var ikke råd til nybygninger, og det skabte trængsel i dette kapel, som kom til at rumme elleve grave. Foruden de nævnte er det Christian VII (1749-1808), der var fraskilt, Frederik VI (1768-1839) og Marie Sofie Frederikke (1767-1852), Christian VIII. (1786-1848) og hans anden hustru, dronning Caroline Amalie (1796-1881), samt Frederik VII (1808-1863), hvis hustru, grevinde Danner, er begravet i Jægerspris.


Det store indtryk af Domkirken 

Fra udgangen fra Frederik V's kapel kan man kaste et blik op gennem sideskibet mod kirkens apsis og her danne sig et indtryk af den kirke, som bisp Absalon påbegyndte omkring 1175.

På det tidspunkt var teglstenene helt nye i Danmark, og det er altså en af vore første første murstensbygninger, vi her har for øje, idet byggeriet begyndte med apsis.

Bygmestrene var under stadig påvirkning af de nyeste franske arkitekturstrømninger, hvilket kan ses deraf, at den nederste etage stadig er i romansk stil med rundbuede vinduer, mens den øverste etage allerede bærer præg af den mere livlige gotik, som slog igennem omkring 1200.

Som katolsk domkirke måtte kirken have et meget stort kor, idet der skulle være plads til mange præster, kanniker, ved de daglige gudstjenester. Til lutheransk brug efter reformationen var det vældige kor alt for stort, og under den tidlige enevælde blev det delvis inddraget til kongebegravelser. Her finder man Christian V (1646-1699) og dronning Charlotte Amalie (1650-1714) samt deres søn Frederik IV (1671-1721) og dennes første dronning Louise (1667-1721) i fire marmorsarkofager – storslåede i deres barokke livskraft og barokke med deres håndgribelige symboler på død og forkrænkelighed.

På pillerne omkring højkoret er malet nogle kalkmalerier fra renæssancen heriblandt et forestillende Svend Estridsen (død 1074). Nogen portrætlighed er der ikke. Billedet skal kun markere, at man ved kirkens opførelse optog Svends knogler fra en grav under gulvet og murede dem inde her. Knoglerne er undersøgt, og det kunne ses, at Svend var en høj, gangbesværet mand med en kraftig profil. Også Svends moder, Estrid, der var søster til Knud den Store, er muret inde i en pille.


Gravsatte i middelalderen

Blandt de gravsatte i middelalderen var junker Christoffer (død 1363), der var søn af Valdemar Atterdag, men døde før sin fader.

Til junkerens grav blev der et sted i Mellemeuropa bestilt et gravmæle hugget i alabast og forestillende en ung ridder i fuld rustnig. Det ankom også til kirken, men henlå lige til 1878 før det blev stillet op.

Mens Christoffer blev begravet i Roskilde, skulle hans søster dronning Margrete (1353-1412) efter eget ønske hvile i kirken i Sorø, hvor hendes far, bedstefader og søn var begravet. Men den daværende Roskildebisp Peder Jensen Lodehat, der gennem et langt liv havde været dronningens nære medarbejder, lod liget bortføre fra Sorø Kloster »næsten med vold mod munkene«, og i juli 1413 blev hendes bisættelse fejret med storslåede ceremonier af fostersønnen Erik af Pommern.

Herved kom Margrete til at indlede den lange, næsten ubrudte række af kongebegravelser i kirken, som hun i øvrigt havde skænket store gaver, og til hvis altre hun og hendes jomfruer havde syet alterduge. Ligesom broderen, Christoffer, fik hun en alabasterfigur på sit gravmæle, der blev opstillet i 1423, og som vistnok blev udført i Lübeck.

Det stod i middelalderen foran kirkens daværende højalter på den fornemste plads. Selve figuren, der bortset fra kronen er den oprindelige, har måske en vis portrætlighed med den store dronning »Danmarks riges fuldmyndige frue og husbond«. 

Men hun er gengivet som en ung kvinde, og hun var næsten 60 år, da hun døde. Et morsomt og realistisk træk er bjælderne på hendes kjole; de hørte med til mode dragten i 1400årene. En rigtig kjole der skal have tilhørt Margrete, og som også blev opbevaret i Domkirken, blev bortført af de svenske tropper i årene 1658-60 og er nu i Uppsala.

Gravmælets udsmykning gik i øvrigt til grunde i tidens løb, og de figurer, der nu pryder dets sider, er fra omkring 1900. Til gengæld har dets indre aldrig været undersøgt. Bag Dronning Margretes grav stod i den sene middelalder en højaltertavle fra 1498, der skal have været pragtfuld med mange helgenfigurer og meget sølv og guld; men den er - ligesom de omtrent 70 sidealtre, kirken havde dengang forsvundet og kendes kun fra gamle beskrivelser.


Altertavlen

Den nuværende altertavle er udført i Antwerpen o.1560. Ifølge overleveringen skulle den sendes til Gdansk (Danzig).

Men da den passerede Helsingør, og der skulle svares Sundtold af den, blev dens værdi ansat meget lavt. Tolderne tillod sig da – som det var deres ret – at opkøbe tavlen til den lave vurderingspris.

Altertavlen er opbygget som et skab med to fløje, der i ældre tid kun blev åbnet på kirkelige festdage. Alle dens billeder er hentet fra Kristi liv, og de kan læses som en sammenhængende beretning.

Man begynder for neden til venstre med bebudelsen, Jesu fødsel, hyrdernes tilbedelse, de Hellige tre Konger. barnemordet og flugten til Ægypten. Herover ses hele lidelseshistorien – også begyndende fra venstre: fremstillingen for Pilatus, Kristus for Herodes, hudflettelsen, bespottelsen, tornekroningen, nedfarten til dødsriget og opstandelsen, og endelig ses øverst i midten Korsfæstelsen flankeret af Kristus hos ypperstepræsten, domfældelsen, vejen til Golgatha, nedtagelsen af korset samt gravlæggelsen og himmelfarten.

På bagsiden af de to fløje følger yderligere en række scener forestillende blandt andet undergerningerne: helbredelsen af en blind, lazarus opvækkelse – samt illustrationer til de afgørende øjeblikke: Kristus og de skriftkloge, indtoget i Jerusalem m.v.

Omkring 1970 blev altertavlen restaureret og står nu med sine oprindelige farver som en fornem repræsentant for nederlandsk kunst under renæssancen. I forbindelse med nyopstillingen blev der udført et nyt altertæppe af væversken Anna Thommesen.

I middelalderen var koret lukket næsten helt af, så de almindelige kirkegængere kunne høre, men knap nok se kannikerne, der seks gange om dagen holdt gudstjeneste omkring højalteret.

Kannikestolene

1 1420 lod biskop Jens Andersen Lodehat – en nevø af forgængeren Peder Jensen Lodehat – de kannikestole opstille. De er siden blevet omgrupperet og berøvet deres farvepragt, men ellers står der endnu.

Den latinske inskription fortæller, at stolene er udført til minde om dronning Margrete og bispens berømte farbroder. Deres konstruktion er ganske udspekuleret, idet de er beregnet på at give kannikerne mest mulig hvile under de lange gudstjenester, hvor ritualet krævede, at de skiftevis rejste sig og satte sig ned.

Når man sad, hvilede man hænderne på de udskårne hoveder, der da også er godt slidte, og når man stod, kunne man klappe sædet op og støtte sig til det lille sæde kaldet »misericordia« (barmhjertighed) – nedenunder, medens armene hvilede på de høje armlæn.

Over hver stol er et relief – mod syd med motiv fra »den gamle pagt«, mod nord fra »den nye pagt, alt i alt en hel billedbibel. Begynder man nærmest alteret, følger man de gammeltestamentlige beretninger: Gud skaber himmelen, Evas skabelse, Kain myrder Abel og forbandes, Noahs ark, Isaks ofring, Jakob kæmper med en engel og ser himmelstigen, Josef kastes i brønden, og Jakob modtager hans sønderrevne kjortel, Moses slår vand af klippen og modtager lovens tavler, jødernes dans om guldkalven – de helbredes ved at se kobberslangen, Samson og løven, Samson med byporten, Saul dræber sig selv, og hans hoved bringes til David, Adonia gør sig til konge, mens David kroner Salomon, kong Salomons dom, Elias farer til himmels, og Elisa opvækker en død, Holofernes holder gæstebud og dræbes af Judith, kong Ahasverus ophøjer Esther til dronning, Job på askedyngen, Daniel i Løvekulen, Jonas udspyes af havuhyret, Miakkabæerne i slag mod syrerne, Johannes Døberens fødsel, Johannes Døberen præker om guds lam.

Den nordlige billedrække indledes med Jesu fødsel, de Hellige tre Konger, fremstillingen i templet og barnemordet i Bethlehem. Dernæst følger Jesus og Magdalene, Lazarus' opvækkelse, indtoget i Jerusalem, uddrivelsen af templet samt hele lidelseshistorien. Der rundes af med nedfarten til dødsriget, opstandelsen. Jesus som urtegårdsmand, den vantro Thomas, himmelfarten , pinseunderet, Marias himmelkroning og dommedag.


Gravkrypter 

Foruden kongebegravelserne rummer kirken talrige andre grave såvel adelige som borgerlige. Under kirken og kapellerne findes flere gravkrypter, i gulvet ligger der omtrent 175 ligsten, ligesom der er en lille snes epitafier - dvs. mindetavler med malerier inskriptioner og figurer, som man brugte i 1600- og begyndelsen af 1700-årene.

Et af de ejendommeligste ses på væggen i nordre sideskib, når man forlader koret, nemlig admiral Just Juels epirafium.

Juel var søofficer, men gjorde sig navnlig bekendt derved, at han i årene 1709-12 opholdt sig ved zar Peter den Stores hof som gesandt. Siden indtrådte han atter i flåden, og han førte den danske avantgarde under kampen mod den svenske flåde ved Rügen 8. august 1715.

Omtrent i det øjeblik, slaget var afgjort til fordel for danskerne, blev Juel dræbt af en tolvpundig kanonkugle, som nu hænger ved hans epitafium, under dette er der nedgang til en gravkrypt for medlemmer of de adelige familier Skade, Bielke og Juel. En del af kisterne er herfra overført til en nærliggende krypt.

Christian IV's kapel

Fra nordre sideskib er der indgang til Christian IV's kapel. Udadtil var det færdigt 6 år før kongens død i 1648. Men hverken Christian IV selv eller hans nærmeste efterfølgere magtede at give rummet et rigt udstyr alene bortset fra hofsmeden Caspar Finckes fantasifulde gitter, der lukker kapellet ud mod kirken, og som mesteren forsynede med den selvbevidste indskrift: »Caspar Fincke bin ich genant, diser Arbeit bin ich bekant« (»Jeg hedder Caspar Fincke og vedkender mig dette arbejde«).

Bygherren selv hviler i en ret beskeden kiste midt for gavlen, og på låget ligger hans rytterkårde. På hans venstre side ligger dronning Anne Cathrine (1575-1612) og på hans højre sønnen Christian (1603-1647), der som »udvalgt prins« skulle have fulgt faderen på tronen, men døde før ham.

Konge blev da Frederik III (1609-1670), der sammen med sin dronning Sofie Amalie (1628-1865) hviler i kobbersarkofager med messingdekorationer inden for indgangen til kapellet.

Bortset fra kisterne var rummet næsten tomt i et par hundrede år, men med opblomstringen af den nationale romantik i første halvdel af 1800 årene, vaktes begejstringen for Christian IV, og man besluttede at give ham et værdigere monument.

Billedhuggeren Bertel Thorvaldsen udførte en bronzestatue af kongen, der skulle pryde en ny stor sarkofag. Men planerne blev ændret, og statuen står nu ved indgangen. Loftet og de øverste dele af væggene blev dekoreret med freskomalerier af H. Eddelin, der blandet andet malede en række medaljoner med brystbilleder af berømte mænd fra Christian l's tid.

Den mest iøjnefaldende del af udsmykningen er dog de to vældige malerier som Vilhelm Marstrand afsluttede i 1866, og som kollegaen Heinrich Hansen forsynede med »arkitektoniske« rammer så naturtro, at man må på nært hold for at forvisse sig om. at de faktisk er helt flade.

Det mest bekendte billede forestiller Christian IV »ved højen mast«, et vil sige på dækket af skibet Trefoldigheden under slaget ved Kolberger Heide den 1. juli 1644.

Tilsyneladende dødeligt såret styrtede kongen om, men rejste sig kort efter igen, stoppede blodet fra sit knuste øje med et lommetørklæde og bragte panikken til ophør ved at holde en kort tale til besætningen.

Det andet billede kaldes Christian IV's dom og skildrer en episode, hvor kongen ikke alene var dommer, men også en skarpsindig detektiv.

Adelsmanden C. C. Rosenkrantz ville inddrive gæld hos enken efter en anden adelsmand; men hun nægtede at kende noget til gældsbeviset. Kongen undersøgte vandmærket i papiret, og det slog ham, at dette var fremstillet på en papirmølle, som først blev oprettet på et tidspunkt, da gældsbeviserne forlængst sku1le være udstedt. Der forelå altså falskneri, og Rosenkrantz blev dømt.

Kongepulpituret

Fra Christian IV's kapel kan man gå ud midt i kirken og lægge nakken tilbage. På nordvæggen ses kongepulpituret eller Christian IV's stol, der med sin overdådige renæssancepragt af snitværk og forgyldning stammer fra begyndelsen af 1600-årene.


Orglet

Overfor kongepulpituret er orglet. Dets ældste del er pulpituret, som stammer fra første halvdel af 1400tallet. Brystværnspanelet med rygpositivet går tilbage til 1554, og blev konstrueret af den nederlandske orgelbygger Herman Raphaëlis Rottensten-Pock.

Men det meste af orgelet er omtrent 100 år yngre, og dekorationen på hovedværket er i bruskbarok-stil kaldet således, fordi et stadigt tilbagevendende motiv ligner en øreflip med ørebrusk.

Orgelet blev gennemgribende restaureret 1988-91.


Prædikestolen

Prædikestolen er også et bidrag fra Christian den 4. til kirken. Den blev udført o. 1610 af den københavnske billedhugger Hans Brockman og er fremstillet af sandsten, marmor og alabast. Som det sted, hvorfra ordet forkyndes, har denne prædikestol - som det er normalt - fire symboler: Matthæus med engelen, Markus med løven, Lukas med oksen og Johannes med ørnen. I øvrigt er dekorationen voldsom - især de nærmest karrikaturagtige menneskefremstillinger med forvredne ansigter og tykke læber.

St. Birgittes kapel

Fra midterskibet kan man atter gå over nordre sideskib til St. Birgittes kapel – et af de mange kapeller, der blev føjet til kirken i 1400årene. Her er samlet en del inventar fra senkatolsk tid, og hvælvingerne er der kalkmalerier fra 1511, blandt andet den groteske djævel, der ifølge indskriften »skriver dem op, der kommer for sent og driver rundt med tom snak«.

Christian Ix's kapel 

Som nabo til St. Birgittes kapel ligger Christian IX's eller det Glücksborgske kapel, der blev tegnet af arkitekt A. Clemmensen og stod færdigt 1924.

Midtfor i dobbeltsarkofagen hviler Christian IX (1818-1906) og dronning Louise (1817-1898), til venstre Frederik VIII (1843-1912) og dronning Louise (1851-1926), til højre Christian X (1870-1947) og dronning Alexandrine (1879-1952).

Uret og dragen

Ingen, der besøger Domkirken, bør undlade at give agt på tiden og – når klokken nærmer sig hel – tage opstilling foran Kirsten Kimers, Per Døver og St. Jørgen med dragen og de mekaniske figurer fra omkring 1500, der befinder sig over indgangen til Christian IX's kapel.

Hver fulde time går St. Jørgens hest til angreb på dragen, der udstøder et hyl, hvorefter Kirsten slår kvarterslag på sin lille klokke, derefter slår Per timeslag, medens Kirsten forskrækket virrer med hovedet.

Udenfor kirken

Hermed slutter vi rundgangen inde i kirken. Men besøget bør ikke være forbi med det. Vi fortsætter udenfor og går venstre om. Her passerer man først Christian I's kapel med den sengotiske gavl, der dog er en mindre heldig rekonstruktion fra 1860erne.

Så følger Frederik V's kapel, der som nyklassicistisk bygning vel egentlig burde have været hvid eller grå, men pænt holder sig til den røde teglsten - en reverens til middelalderen, som man ellers foragtede dybt i 1700årene.

Oppe på tagryggen er det såkaldte Margretespir – en slank tagrytter, der ifølge overleveringen er opsat af Erik af Pommern.

Det er dog fornyet flere gange – første gang i 1657 og næstsidst efter en brand i 1968. Men dets udseende har næppe ændret sig siden 1400årene.

I 1999 blev spiret udskiftet med et nyt, idet det gamle var gennemtæret af salt og fugt. En meget gammel skik knytter sig til Margretespiret, idet klokken ringer hver dag kl. ti, femten, sytten og nitten, medens der ringes fra det søndre tårn kl. otte og kl. tolv. Denne skik er uden tvivl en videreførelse af middelalderens tideringning, det vil sige de ringninger, der i middelalderen varslede gudstjenesternes begyndelse, og som i øvrigt fungerede som tidssignal for hele byen dengang, da ingen almindelige mennesker ejede et ur.

Ifølge Roskilde stadsret fra 1268 åbnede torvet, når der blev ringet til morgengudstjeneste, og det lukkede, når kannikerne sluttede højmessen.

Vandringen fortsætter bag om kirkens apsis og under Absalonbuen – en overdækket bro, der nu forbinder kirken med palæet, men som i middelalderen førte over til bispegården.

Den er bygget af frådsten eller kildekalk og kunne forsåvidt godt være fra Absalons tid, men er sandsynligvis noget yngre, sikkert fra begyndelsen af 1200årene. Her havde  og har – bispen sin private bagdør til kirken.

Til palæet knytter sig en overlevering om Arthur Wellesley, den senere hertug af Wellington, idet han under det engelske angreb på Sjælland i 1807 opslog sit hovedkvarter her.

Englænderne blev opskræmte ved rygter om, at danske partisaner skjulte sig i kirken og forberedte et overfald. Gidsler blev samlet og som et skjold jaget loran de engelske soldater, der trængte ind i kirken med skudklare geværer – kun for at opdage, at det var falsk alarm.

På nordsiden af kirken lige efter den store halvrunde apsis ses Oluf Mortensens våbenhus. Det opførtes efter en brand, der hærgede kirken i 1443, af Oluf Mortensen Baden, der den gang var ærkedegn, og som siden blev biskop.

Våbenhuset er bevaret uden ombygninger af nogen art og er et fornemt eksempel på dansk sengotik. Det gælder såvel de små murede spir, kaldet pinakler som den næsten kniplingsagtige bort af formsten, der afgrænser gavlen forneden.

Over døren er indfældet en rund kobberplade, hvorpå der er malet et billede af kirkens skytshelgen St. Lucius, der var pave i Rom 253-54, og som led martyrdøden. Billedet er dog meget medtaget, for det danske klima egner sig ikke til udendørs malerier.

Efter våbenhuset følger Christian IV's kapel i den stil, der efter oprindelseslandet kaldes nederlandsk renæssance – en arkitektur, hvis kendetegn er røde murflader af tegl, som brydes af friser og skulpturer af sandsten. Byggeriet blev igangsat i 1613 under ledelse af bygmester Lorens van Steenwinkel, og da han døde 1619, blev det videreført af broderen Hans van SteenWinkel.

I 1985 blev Frederik IX's begraveIsesplads taget i brug, da kongens kiste overflyttedes hertil. Gravpladsen er en udækket oktagon (ottekant), opført af håndstrøgne sten nordvest for Christian IX's kapel.

Den er tegnet af arkitekterne Inger og Johannes Exner og Vilhelm Wohlert. Gitterlågen er udført af Sven Havsteen-Mikkelsen, kongens gravsten af Erik Heide. Området omkring kirken blev samtidig reguleret. Efter Vilhelm Wohlerts projekt genskabtes det gamle bakkehæld nordvest for kirken, og pladsen fremtræder nu brolagt og med gangstier af bordursten.

Det kan ikke nægtes, at de mange kapeller i nogen grad slører den egentlige kirke, og man fornemmer knap nok, hvor helstøbt et monument, den oprindelig var - opført i et stræk gennem de hundrede år, da gotikken var ung og livskraftig i Danmark.

Til gengæld medvirker kapellerne netop til at gøre denne domkirke til et stykke stilhistorie. Man møder romansk stil – de rundbuede vinduer i apsis – unggotik, nordtysk sengotik, nederlandsk renæssance, klassicisme og i Christian den 9's kapel endda en efterklang af historismen - de gamle stilarters gengangerfærd, og inde i kirken kan man hertil føje ung-renæssance og barok.

Magen til rigdom finder man ikke noget sted i Danmark, skulle vi have det hele med, ville det fylde en tyk bog og kræve dages eller ugers studium.

I 30 generationer har danskerne søgt denne kirke nogle for at deltage i gudstjenesten, nogle for at beskue et nationalmonument, alle kom med en eller anden form for andagt. 30 slægtled har sat deres spor; tusinder af hænder har rejst dens mure, tækket dens tag, hugget skulpturer eller skåret altertavler til den, syet alterduge, smedet beslag, støbt klokker og bygget orgler m.m.